Kender I det, når man har et af de øjeblikke hvor man ved lige præcis, hvad man skal gøre?

Nej, det gør jeg heller ikke..

onsdag den 20. januar 2010

Tag de gode manerere med i biografen..


Uuuuuh skal måske ind og se "Paranormal Activities" i biografen i weekenden med to veninder. En på hver side, så jeg ikke kommer til at sidde ved siden af en eller anden fremmed. Det har jeg haft ret dårlige oplevelser med.. da jeg var inde og se "A Christmas Carol" sad jeg ved siden af nogle vildt larmende piger. De lugtede af røg og sukker. Vi så den i 3D, så de skreg op hele tiden.

Og da jeg så "UP" var min side"kammerat" en stor mand som sad og knaskede popkorn i sig med stoore mundbevægelser. Og han gryntede lidt i stil med en gris, når der blev sagt noget sjovt.

Engang sad jeg sågar ved siden af en mand, der var faldet i søvn i sit sæde. Den stakkels fyr var begyndt at snorke, da en ældre dame på hans anden side puffede ham til bevidsthed. Forstil dig hvor pinligt det må have været...
Ikke at disse oplevelser ødelagde filmen, men nogle gange skal man bare lade sine dårlige manerer blive ude og tage de gode med ind istedet..

5 Don'ts i Biografen:
1) At grine totalt over noget der slet ikke er sjovt - Det er okay at fjolle lidt men man skal stoppe når det generer andre
2) At snakke højlydt til de andre gæster, sin ven/venner eller sig selv..
3) At smaske, slurpre, grise eller lave den der irriterende lyd med sugerøret når bæret er tomt..
4) At glemme at slukke sin telefon/ tale i telefon..
5) At tage de høje hatte, eller store hårpynt på, medmindre du sidder helt bagerest..

tirsdag den 19. januar 2010

Vidste du at...


... jeg har en uforståelig skræk for elevatorer?
... min yndlings alder var 10 år?
... jeg aldrig har været forelsket?
... mit yndlings dyr er en koala?
... jeg er overtroisk og tror på rumvæsner?
... jeg har en svaghed for musikere?
... til min brudevals vil jeg danse til Tim Christensen – Love is the matter of..?
... da jeg var yngre, ville jeg være halv punker, halv hippie?
... mit største rejse ønske er et komme til Australien?
... min tipoldefar var pirat?
... jeg har gået til svømning i 6 år?
...jeg er giga utålmodig?
... jeg hader at åbne gaver?
... jeg drømmer om at blive fotograf?
... jeg er skide bange for får?
... jeg engang bedte til Gud hver aften – nu beder jeg kun et par gange om ugen..?
... jeg engang havde det største overbid..? Og blev drillet pga. det?
... jeg har/kan lidt fransk?
... jeg er kæmpe England/London fan?
... jeg laver tegneserier af mit liv?
... jeg har 3 søskende?
... jeg dyrker yoga?
... jeg hører Daniel Powter ”Bad Day”, når jeg er depri?
... mit stilikon er Phoebe Buffay og Nicole Richie?
... jeg tror på et liv før og efter døden?
... jeg spiller guitar (eller forsøger ihvertfald)?
... af alt jeg er bange for, er jeg allermest bange for tid..?
... mit yndlings fag i skolen er billedkunst?
... jeg elsker at lave lister? xD

søndag den 17. januar 2010

Søndag..


Jeg tror min far har fundet sin indre rengøringskone frem. Min mor har i 11 år hidset sig op over at bl.a. hjørneskabet i gangen roder så forfærdeligt. Med god grund. Det ser ud som Pompeji før udgravningen..
Men så idag, da mor tog i svømmehallen, bed far tænderne sammen, og ryddede op. Jeg ved ikke om det var for at spare mors spydige kommentarer, eller fordi han for engangs skyld er en smule romantiskt anlagt, at han gør det, når hun ikke er hjemme..

Det var rart at se at nogen her i huset får gjort noget nyttigt.. Det eneste jeg har fået ud af 4 timers stil-skrivning er 12 linjer og ondt i ryggen...

lørdag den 16. januar 2010

Hvis bare hver dag var lørdag..

Jeg elsker den dag på ugen, hvor jeg kan få lov til at gøre, præcis det jeg er bedst til - at lave ingenting. Egentligt var planen, at jeg skulle have skrevet min stil færdig, men du ved, når der er noget man burde gøre finder man på alle mulige andre ting at lave.. Jeg fik gjort rent (gisp!), danset alle kalorier ud af min krop (pyyh), skrevet dagbog på mindst 3 sider, øvet fingrene til blods med guitaren, tegnet den sjoveste tegneserie af mine veninder og fået ryddet op i kassen under sengen, jeg aldrig rigtig har kigget i.

For at kunne gøre alt dette, har jeg været i besiddelse af mine hørebøffer (andet ord for headset) ledsaget af de fedeste sange.
Dagen mest spillede sange:

  1. Vanessa Carlton - A Thousand Miles
  2. Paramore - Brick by Boring Brick
  3. Tim Christensen - Love Is The Matter Of..

fredag den 15. januar 2010

Det var nok med 1'eren..


Hvis bare man kunne se en god film, nyde underholdningen og så var det det. Men så et par måneder senere bekendtgører filmselskaber og trailere, at der kommer en to'er, og de lover at den bliver ligeså god som den foregående. Når direktører har set hvor stinkende rige, de er blevet ved en film, bliver de (som så mange andre mennesker) grådige og vil have mere - og så kommer ideen om, hvor rige de så bliver ved to film, springende i hovedet på dem med nogle millioner i lommen, og hvad sker der så?

Det sker så sjældent, at efterfølgeren er bare halvt så god som den første. Se bare på Ice Age. Jeg elskede den film, men da succesen blev genskabt må jeg ærlig talt sige at jeg stod af fanbussen.. Den lugtede langt væk af et ynkeligt forsøg på succes. Jeg var fuldstændig færdig da 3'eren kom. Jeg gad ikke engang se den, og nu er det bare ikke det samme at se den første mere..
Jeg har det på samme måde med Disney-film. Det er som en fornærmelse mod hans fornemme værk at prøve at genskabe det. Min søster sidder tit og ser Askepot 3 og Den Lille Havfrue 2, hvor jeg desperat prøver at få hende til at se originalen istedet uden held. Det er sørgeligt, at jeg må gå så vidt..

Så hvis du kan komme på nogle fantastiske 2'ere må du meget gerne informere mig om det..

tirsdag den 12. januar 2010

En værre vejrdag!

Jeg tror, at jeg har været en meteorolog eller gjort noget andet for at fornærme Vejrguderne i mit tidligere liv, for de hader mig..!
Hele dagen har været forfærdelig underlig omkring vejret:
Da jeg fik slæbt mig selv ud sengen, var mit værelse dejlig varmt, men i det, jeg trådte ud af døren uden mit vinterkluns fandt jeg ud af, at jeg var blevet godt snydt. Det var så koldt at min cykellås var frosset fast. Så hele vejen til skole frøs jeg meget; så meget at det eneste der holdte mine tæer fra at falde fra hinanden var mine sokker..
Skolen var en normal temperatur til at starte med, men omkring frokost fik jeg totalt forfrysninger da, der skulle udluftes.. Brrrr...
På vejen hjem regnede det. Det plejer ikke at få mit humør til at falde, men sne og regn gir slud, og slud er en våd, gammel cykels værste fjende.
Eftermiddagen så dagslyset før nogen anden, og ligesom jeg skulle til at løbe en tur, begyndte det at regne igen. Lige siden har jeg siddet indenfor, og engang imellem kigget gnavent ud ad vinduet.

mandag den 11. januar 2010

Hvis bare jeg var født med to hoveder.. eller bare mere fritid?


Der har været blod, sved og masser af stønnen og dybe suk i andledningen af vores tilbagevending til skolen.
At komme tilbage var hårdere end jeg troede og slog et hvert håb af afslapning ud af min naive knold.

Jeg havde glemt hvor ulidelig skolen kan være. Jeg tror, at jeg har været udsat for en totalt kortslutning deroppe og trænger seriøst til et batteriskifte. Men det er som om lærerne ikke giver mig tid til det, for når jeg er færdig med en opgave giver de mig bare dobbelt så mange for igen. Jeg vil aldrig mere tage min mobil ud af opladning før den er færdig igen.

Og lektierne er et kapitel for sig selv. De er egentlige ret harmløse, men det er mængden af dem.. som er de tyske tropper.. eller myrer.. eller min mors evige snak om høflighed og planlægning.. De ligger hele tiden lige i baghovedet. Men da der er ret meget deromme flyder de ligesom sammen til en stor klump. Og klumpe vejer meget i hovedet og medfører hovedpine, og hovedpine betyder at alt bliver meget værre end det allerede var, og... og... og.. Sagen er at sommerferien bare ikke kan komme hurtigt nok...

Og ud over skolen er der så mange andre ting, jeg skal koncentrere mig om at overleve: den daglige 60 min-motion, min evige sult (det er som om min mave ingen ende har?), alle de tanker og bekymringer om mit efterhånden tomme klædeskab, de uundgåelige og unødvendige diskussioner med mine forældre....
Det er ihvertfald ikke nemt at være teenager..